Et tilfælde kan være mange ting. Måske er det ligefrem en tilfældighed, der afgør, hvad vi kalder tilfældigt? Er det tilfældet, der gør, at jeg møder denne bog på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ganske enkelt kun kan synes om den?
Det er jo ikke til at vide, men jeg vil vove at påstå, at min oplevelse af bogen beror på noget mere end en tilfældighed!
For tredje gang åbner Ronnie Andersen et glughul ind til en forkvaklet sjæl og blænder os med den skønhed, der opstår, når fantasi og virkelighed mødes og bindes sammen af sublim konceptudvikling. Sproget holdes i korte tøjler. Det er her, kult opstår. Grænser kan kun sprænges, når de er blevet sat, og her er det bare vild ugle. Intet andet.
Hovedpersonen Jon tumler med rigtig meget. Rigtig, rigtig meget! Han er nemlig både søvngænger, har restless log syndrom, falder i søvn uden varsel, lider af søvnløshed, ofte har han hovedpine, han bliver svimmel, han har ondt i sine led, og det er virkelig kun begyndelsen. Der ud over er han forbandet med rige og berømte forældre og en fantastisk lillebror, der til og med er ønskebarn.
Jon går i gymnasiet og med hjelm. Han har ikke noget imod at skille sig ud. Han er syg. Og så kan han godt lide stjerner. Stjernerne bliver en vej ud af det hele, når det bliver for svært. Man kan altid finde vej til stjernerne, og så kan følelserne få en pause. Og meget af tiden er det netop, hvad Jon føler, han har brug for. En pause.
For pludselig dukker Ol op i hans liv. En sen aften, forslået, og så forsvinder han igen. Næste gang han dukker op, er det noget med en død hund, der skal stjæles. Er det sådan venskaber opstår? Og Nadia som går i balkjole og gummistøvler og altid er sur på både Ol og Jon, hvilken rolle skal hun spille i Jons liv. Passer brikkerne overhovedet sammen?
Forfatteren har selv sagt, at han syntes, der manglede en bog om en dreng, der ikke sprang ud som bøsse. Måske har der engang manglet bøger om mennesker, der efter mange og lange kvaler fandt sig til rette med deres seksualitet, men det gør der ikke længere. Ronnie Andersen havde ret, denne bog manglede, men der var bare ingen, der vidste det. Jons manglende selvindsigt og konsekvente afvisning af sine følelser giver et smukt billede af et autentisk menneske. Jeg tror, der findes mange som Jon, og for deres skyld er jeg glad for, at Ronnie Andersen findes.
For min skyld – og for resten af verden – er jeg glad for, at Ronnie Andersen formår at finde de historier, vi ikke vidste, vi tørster efter. Tak for det!
Ronnie Andersen: Tilfælde. Høst & søn, 2011.- 234 sider
